Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

GAUSS-prisen fra DGVFM/DAV til Søren Asmussen

Søren Asmussen fra AU er sammen med Mogens Bladt og Mogens Steffensen fra KU blevet tildelt Gauss-prisen for deres artikel ”Matrix representations of life insurance payments”.

14.06.2021 | Lars Madsen

Søren Asmussen

Det tyske selskab for forsikrings- og finansmatematik (DGVFM) og den tyske aktuarforening (DAV) uddelte 8. juni 2021 de berømte GAUSS-priser for fremragende videnskabeligt arbejde inden for forsikrings- og finansmatematik (ikke at forveksle med prisen med samme navn fra EMS!). Prisjuryen, bestående af eksperter fra forskning og praksis, uddeler priserne for arbejde, der bygger bro mellem videnskabelig kvalitet og høj praktisk relevans.

Hovedprisen tildeles den bedste publikation i tidsskriftet "European Actuarial Journal" og gik i år til Mogens Bladt (KU), Søren Asmussen (AU) og Mogens Steffensen (KU) for deres artikel "Matrix representations of life insurance payments".

Juryen motiverede tildelingen således:

”Arbejdet introducerer en ny og meget generel tilgang til beregning af reserverne i en livsforsikringspolice. Ved hjælp af matrixmetoder lykkes det forfatterne at skabe en ramme, hvori der kan tages højde for adskillige situationer der opstår i evaluering, reservation og styring af sundheds-, pension- og livsforsikringsprodukter. Metoden kan implementeres effektivt og tillader yderligere nye fortolkninger af reservekomponenterne.”

Den tyske aktuarforening DAV (Deutsche Aktuarvereinigung e.V.) repræsenterer med sine mere end 5.300 medlemmer alle aktuarer i Tyskland. Deutsche Gesellschaft für Versicherungs- und Finanzmathematik e.V. (DGVFM) er den videnskabelige partnerorganisation for DAV med ca. 5.200 individuelle og 70 institutionelle medlemmer.

For at støtte og motivere især forskere og unge aktuarer har DGVFM og DAV oprettet den årlige Gauss-pris i 1998. Den belønner forskningsartikler med stor praktisk relevans. Målet er at bygge bro mellem universitetsverdenen og forsikrings- og finanssektoren.

Priser