Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Henrik Garde er ny tenure track adjunkt i matematik

Henrik Garde er pr. 1. august 2020 ansat som tenure track adjunkt ved Institut for Matematik, Aarhus Universitet. Han kommer fra en stilling som adjunkt ved Aalborg Universitet.

03.08.2020 | Lars Madsen

Henrik Garde, ny tenure track adjunkt i matematik. Privatfoto

Henrik Gardes forskningsområde er inverse problemer, særligt Elektrisk Impedans Tomografi (EIT). EIT er en ikke-invasiv metode til at bestemme et objekts interne struktur igennem målinger foretaget via elektroder på overfladen af objektet. Henrik er ekspert i rekonstruktionsmetoder, der egner sig til numerisk implementation, en problemstilling der er kendt for at være særdeles vanskelig, men med talrige vigtige anvendelser i ingeniør- og sundhedsvidenskab.

Henrik fik sin ph.d.-grad fra DTU Compute i 2016 og for hans ph.d.-afhandling blev han i 2017 tildelt det Danske Naturvidenskabelige Akademis ph.d.-pris. Henrik har efterfølgende haft ansættelser ved DTU og AAU, samt i 2019 været tilknyttet Aalto Universitet, Finland, som gæsteprofessor. Henrik er blevet en del af det interdisciplinære center DIGIT, hvor han skal lede en ny arbejdsgruppe i Scientific Computing. I efteråret 2020 vil Henrik undervise kurset Lineære Transformationer, som følges af studerende fra både NAT og TECH.

Medarbejdernyhed