Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Johannes Christensen modtager internationaliseringsstipendie fra Carlsbergfondet

Johannes Christensen modtager internationaliseringsstipendie fra Carlsbergfondet til projektet "Ergodic theory and the structure of KMS weights". Projektet udføres ved KU Leuven i Belgien.

16.12.2019 | Lars Madsen

Johannes Christensen

Inden for operator algebra-forskning er det efterhånden en udbredt disciplin at studere såkaldte KMS vægte. Oprindeligt begyndte matematikere at studere KMS vægte, fordi de kan fortolkes som ligevægts-tilstande i visse matematiske modeller af fysiske systemer. Med tiden er det dog blevet klart, at KMS vægte er et af disse matematiske koncepter, der bliver ved med at dukke op uventede steder. F.eks. er teorien om KMS vægte en væsentlig ingrediens i Tomita-Takesaki teori og klassificeringen af injektive von Neumann algebraer. Den er en væsentlig ingrediens i teorien om kvante-grupper, og de dukker også op i Bost og Connes arbejde med at forbinde talteori og operator algebraer.

I forskningsprojekt "Ergodic theory and the structure of KMS weights" vil Johannes Christensen studere KMS vægte på en gruppe af eksempler, hvor man kan bruge ideer og metoder fra ergodisk teori til at analysere KMS vægtene. Ergodisk teori er en veludviklet gren af matematikken med mange dybe resultater. Hypotesen i projektet er, at ideer fra ergodisk teori kan forbedre vores viden om KMS vægte for disse systemer markant.

Dette projekt skal udføres ved KU Leuven i Belgien, hvor nogle af de fremmeste forskere inden for feltet befinder sig.

Bevilling