Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Peter Jørgensen er ny professor i matematik

Peter Jørgensen er nyudnævnt professor i matematik på Aarhus Universitet. Han kommer fra en stilling som professor på Newcastle University.

30.06.2020 | Lars Madsen

Peters forskning falder inden for algebra nærmere betegnet homologisk algebra. Homologisk algebra er vokset ud af topologi og er et centralt emne i moderne matematik. Peter forskede i ikke-kommutativ (algebraisk) geometri i sin ph.d. og har siden etableret sig på den internationale scene som højt respekteret forsker i homologisk algebra. Han har været redaktør på Proceedings og Bulletin of the London Mathematical Society, vejleder for seks ph.d.-studerende og mentor for fem postdocs.

I forbindelse med sin ansættelse ved AU, har Peter modtaget et AUFF Starting Grant fra Aarhus Universitets Forskningsfond, så han kan etablere en gruppe omkring sig der fokuserer på aspekter af homologisk algebra.

Peter er uddannet fra Københavns Universitet med en ph.d. fra 1997, hvor han efterfølgende også var ansat som postdoc. I årene under og efter Peters postdoc på KU var der en stor tilstrømning af studerende til algebra som følge af Peters undervisning i det indledende algebrakursus Mat 2AL. Peter har efterfølgende på Newcastle University undervist store bachelorkurser i algebra. Ved hans brede foredrag i forbindelse med udvælgelsesprocessen på Aarhus Universitet, blev det klart at Peter er en krystalklar formidler.

I videoen fortæller Peter ud fra et enkelt eksempel om en kombinatorisk side af sin forskning relateret til repræsentationsteori for quivers (et quiver kan passende oversættes til et pilekogger på dansk). I foråret 2021 giver Peter et mere dybdegående kandidatkursus omkring quiver-repræsentationer.

Medarbejdernyhed