Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studiestartsnyheder

I fredags, 7/8/2020, modtog Institut for Matematik to nyheder, en god og en dårlig.

12.08.2020 | Jacob Schach Møller

I fredags, 7/8/2020, modtog Institut for Matematik to nyheder, en god og en dårlig. Den dårlige nyhed var at Aarhus Universitet minimerer fysisk tilstedeværelse for studerende og medarbejdere i foreløbig 2 uger indtil den 23. august, som led i at bremse smittespredning i Aarhus. Den gode nyhed var, at vi fik sat tal på hvor mange studerende, der har accepteret tilbud om studieplads i første runde på en af de tre uddannelser, der er forankret ved Institut for Matematik. Det er særdeles positive tal over hele linjen.

245 nye studerende har accepteret tilbud om studieplads hos os, hvilket er en 51 % stigning i forhold til de 162 der accepterede tilbud om optag i 2019. Tallene for de enkelte uddannelser kan ses i tabellen.

Optag for 2020
UddannelseAccepterede tilbud 2019Accepterede tilbud 2020Stigning i procent
Matematik618844%
Matematik-Økonomi7110446%
Datavidenskab305377%
Total16224551%

En betragtelig del af stigningen kan tilskrives de tiltag Aarhus Universitet iværksatte efter aftale med Uddannelses- og Forskningsministeriet for at oprette flere studiepladser på udvalgte uddannelser, i forventning om øget søgning i kølvandet på corona pandemien. Havde vi kørt uændret efter den originale plan for denne optagelsesrunde, havde vi haft et samlet loft på 180 studiepladser, med et højere minimums karakterkrav til kvote 1 ansøgere. Med andre ord, vi har som et led i det øgede optag, taget 37% flere studerende ind end vi ville have gjort, havde vi gennemført optagelsesrunden som oprindelig planlagt.

Uddannelserne i Datalogi og IT produktudvikling forankret ved Institut for Datalogi har ligeledes undergået en væsentlig vækst på 22% i det totale antal accepterede studiepladser i første runde. Antallet af accepterede studiepladser på tværs af NAT's tre IT uddannelser, datalogi, datavidenskab og IT produktudvikling, er således steget med 34%.

Trods de hurtigtskiftende omstændigheder og retningslinjer glæder vores mentorer og tutorer, som sammen skal stå for introduktionsdagene, sig til at tage imod de nye studerende i slutningen af august. 

Nyt fra ledelsen