Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Virtuel undervisning under Corona-epidemien

Corona gjorde undervisningen virtuel i en fart. Her er lidt om hvordan det blev håndteret hos Matematik.

03.04.2020 | Kathrine Tang Riewe

Institut for Matematik har været igennem en rivende omstilling til fjernundervisning i de sidste par uger. Umiddelbart efter regeringens udmelding sent onsdag aften den 11. marts havde vi adskillige metoder til diskussion, bl.a. Zoom og gamer-serveren Discord samt (de lidt rustne) discussion boards på Blackboard.

Det gik enormt hurtigt fra, vi fik at vide, at vi skulle blive hjemme til al online undervisning blev sat op

På Institut for Datalogi havde de allerede torsdag den 12. marts igangsat virtuel undervisning på Discord, og med datalogi-studerende Jens Kristian Refsgaard Nielsen hyret som konsulent fik vi sat virtuelt undervisning i gang mandag morgen den 16. marts. Både instruktorer og studerende har taget godt imod denne løsning, og kreative instruktorer fandt hurtigt på at installere bots på Discordserveren, som kunne håndtere matematiske specialtegn (via LaTeX) samt kommunikation med WolframAlpha. For yderligere information om Discord og undervisning se

Hurtigheden har betalt sig, hvis vi man spørger de studerende. "Jeg er meget imponeret over hvor hurtigt undervisere og instruktorer var til at omlægge undervisningen og jeg synes at det forløber over al forventning, det er virkelig godt", skriver Emma (stud. matematik), og Laura (stud. datavidenskab) er enig: "Det gik enormt hurtigt fra, vi fik at vide, at vi skulle blive hjemme til al online undervisning blev sat op, så vi har ikke følt, at vi har misset noget i overgangen".

Discord har fået positiv feedback, blandt andet fra Isabella (stud. matematik-økonomi) som siger om opgaver i programmet R og Python: "Det er lige før, jeg vil tillade mig at sige, at det fungerer ligeså godt, som hvis man står i et klasselokale og kan projektere sin computer skærm op på et whiteboard". Konsulent Jens Kristian Refsgaard Nielsen, som også er instruktor, oplever, at de studerende tager flere opgaver end normalt, men at det er svært at bedømme, om de studerende har brug for yderligere forklaring, da han ikke kan bruge deres kropssprog som indikator. Han siger, at de studerende har mulighed for at stille spørgsmål anonymt, og at det får et bredere udsnit af de studerende på banen.

I stedet for gær og toiletpapir skal man huske at hamstre højkvalitet mikrofoner

Imens Discord bruges til MatLab-undervisning og en del af de teoretiske øvelser, har vi taget programmet Zoom i brug til forelæsninger, vejledninger, møder samt til holdundervisning. Zoom tillader blandt andet skærmdeling i god kvalitet, hvilket specielt er nyttigt til bachelor- og specialevejledninger. Ud over Zoom, har nogle forelæsere taget andre programmer i brug, blandt andet Overleaf (online LaTeX system) og Explain Everything. Med disse forskellige muligheder, har forelæserne stadigvæk mulighed for at gøre deres undervisning personlig og varierende.

Matematisk Analyse 2

I kurset "Matematisk Analyse 2" har forelæseren Søren Fournais valgt at erstatte de normale forelæsninger med live-video-forelæsninger i forkortet udgave i Zoom. Disse video-forelæsninger suppleres med kortere videoer, som han optager i Explain Everything. Her gennemgår han eksempler og detaljer, der ikke er plads til i live-forelæsningerne. Forelæsningerne følger det sædvanlige skema, og de kortere videoer ligger tilgængelige på Blackboard.

Ifølge Søren virker video-forelæsningerne i Zoom godt. Han oplever ikke, at fremmødet har ændret sig fra de ordinære forelæsninger, men at de studerende faktisk giver bedre feed-back via chat-funktionen end i det normale auditorium. Måske er det mindre skræmmende at stille sin forelæser spørgsmål på chatten end mundtligt? "Til gengæld må jeg erkende, at lydkvaliteten kunne være bedre: I stedet for gær og toiletpapir skal man huske at hamstre højkvalitet mikrofoner i en epidemi", siger Søren Fournais, som specielt gerne vil takke de studerende og instruktorerne for deres forståelse og positive tilgang.

Trods lidt udfordringer med lyden er der positiv stemning blandt de studerende - blandt andet synes Emma (stud. matematik), at det er dejligt, at forelæsningerne foregår live. "Det hjælper med noget struktur på hverdagen og gør, at man faktisk får set forelæsningerne", siger hun.

Numerisk Lineær Algebra

Forelæseren i Numerisk Lineær Algebra, Andrew Francis Swann, afholder forelæsninger på Zoom, hvor han bruger beamer præsentationer i stedet for den klassiske tavle. I kurset bruges programmet Python, og ligesom Andrew normalt programmerer live i programmet til forelæsninger, gør han det nu online. En fordel ved dette er, at de studerende selv kan justere skærmstørrelsen fra deres egen computer. Ved både at bruge beamer præsentationer og programmering i Python, skabes der en varieret undervisning, og ved at lægge alt materialet på Blackboard giver han de studerende mulighed for at se videoerne igen. Eftersom Andrew alligevel ville have lavet materialet til de ordinære forelæsninger, har denne store omvæltning ikke besværliggjort hans arbejde synderligt, fortæller han.

Helene, som er instruktor i kurset, oplever lige som Jens, at de studerende stiller flere spørgsmål nu end til de ordinære TØ-timer, men at det til gengæld er en udfordring ikke at kunne se eleverne og deres kropssprog, når man skal vurdere, hvad de forstår, og hvad de ikke forstår. Og selv om det måske også er svært for forelæserne at vurdere de studerendes oplevelse af undervisningen, har Andrew intet at frygte indtil videre. Laura (stud. datavidenskab) som følger Andrew kursus, synes nemlig, at forelæsningerne er yderst tilfredsstillende. Hun føler sig stadig inkluderet i undervisningen, og sætter pris på, at forelæsningerne både foregår live og bliver lagt op på Blackboard efterfølgende.

Instruktorerne rapporterer, at der er mindst lige så mange fremmødte som til ordinær holdundervisning, men Andrew arbejder stadig videre på ideer og metoder til at holde de studerende aktive og motiverede.

Det bliver tydeligt hvor meget relationen og dialogen betyder for indlæring

Alt i alt har det været en travl og hurtig overgang, der har krævet hårdt arbejde af vores studerende, instruktorer og forelæsere. Vi har heldigvis fundet en løsning, der gør, at vi kan fortsætte med kurserne og den faglige hjælp og vejledning, de studerende har brug for.

Dog skal der ikke herske tvivl om, at vi alle savner vores arbejdsplads og undervisningsinstitution. Der er normalt en meget social stemning på instituttet, og de studerende bruger meget tid både til holdundervisning og i læsegrupper. Selvom Discord og Zoom virker upåklageligt, tager vi det som et godt tegn, at de studerende trods alt foretrækker den normale studiegang. "Det bliver dog tydeligt hvor meget relationen og dialogen betyder for indlæring – i alt fald hos mig – og det er selvfølgelig svært at gøre på samme måde når man har undervisningen virtuelt", skriver Emma (stud. matematik) og ligeledes siger Laura (stud. matematik): "I min læsegruppe er vi enige om, at matematik er en holdsport, fordi man arbejder langt bedre, når man kan dele idéer med hinanden løbende. Jeg ser frem til, at især TØ vender tilbage under normale omstændigheder".

Videnudveksling