Institut for Matematik åbner ny engelsksproget Datavidenskabsuddannelse
En ny engelsksproget bacheloruddannelse i Datavidenskab skal fra 2025 tiltrække internationale studerende til Institut for Matematik og hjælpe med at udfylde det store behov, erhvervslivet har for IT-specialister.
“Vi er superglade for at ministeren har godkendt åbningen af en engelsksproget bacheloruddannelse i Data Science. Der er en utrolig efterspørgsel fra erhvervslivet efter studerende med Data Science kompetencer, hvilket vi i den grad kan mærke på vores eksisterende dansksprogede uddannelse i Datavidenskab. Ved nu at kunne optage studerende internationalt, er vi i en meget bedre position til at kunne imødekomme det omkringliggende samfunds efterspørgsel efter Data Science dimittender.”
Jacob Schach Møller, institutleder ved Institut for Matematik
Glæde i erhvervslivet over tre nye IT-uddannelser
Ud over en ny engelsksproget uddannelse i Datavidenskab har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund godkendt to andre engelsksprogede IT-uddannelser, så der i alt godkendes tre nye uddannelser på Aarhus Universitet: Data Science, Computer Science og IT Product Development. Nyheden vækker glæde i erhvervslivet, blandt andre hos Bankdata, der er ved at opføre et nyt hovedkvarter med plads til 600 medarbejdere i Lisbjerg ved Aarhus.
"Vi har allerede mange IT-kandidater fra AU ansat, men vi har brug for mange flere. Vi kunne faktisk aftage hele årgange fra Datalogi, hvis vi var alene om konkurrencen. Derfor er det en rigtig god nyhed, at der nu bliver mulighed for at uddanne endnu flere studerende fra udlandet. Man kan roligt sige, at de falder på et tørt sted,"
udtaler Esben Kolind Laustrup, direktør i Bankdata.
Aarhus Kommune arbejder målrettet på at trække flere internationale IT-talenter til byen. Derfor er de tre nye it-uddannelser også en rigtig god nyhed på borgmesterkontoret.
“I Aarhus er jagten på internationalt talent vigtigere end nogensinde for at tackle nogle af vores tids største udfordringer: Virksomhedernes konkurrencekraft og vækst, hvor der er en enorm efterspørgsel på IT-kompetencer f.eks. til kunstig intelligens og cyberssikkerhed. Aarhus glæder sig til at tage imod de mange nye, udenlandske studerende,”
udtaler borgmester Jacob Bundsgaard.
De første studerende på de nye uddannelser starter sommeren 2025.