Nu kan de første datavidenskabsstuderende på Aarhus Universitet kalde sig bachelorer
Datavidenskab blev oprettet som en ny uddannelse på Aarhus Universitet for tre år siden. Som de studerende beskriver det, hænger studiejobbene på træerne, og virksomhederne er allerede meget interesserede i de studerende og uddannelsen.
"I processen for at få uddannelsen akkrediteret blev der etableret et samarbejde mellem de fire institutter: matematik, datalogi, økonomi og institut for elektro og computerteknologi, og dette afspejles i dag i bredden af uddannelsen."
– Jens Ledet Jensen, uddannelsesansvarlig for datavidenskab og professor ved Institut for Matematik.
Den nye uddannelse er blevet taget rigtig godt imod af passionerede og engagerede studerende, der ser mange muligheder med en uddannelse inden for datavidenskab: "Altså jeg tror nærmest det er den mest alsidige uddannelse, der er i forhold til, hvilke brancher man kan komme ud i – alle brancher har jo data, der skal analyseres i dag." Fortæller Laura Folmer, der læser datavidenskab på 6. semester.
Men det er også udfordrende at starte en helt ny uddannelse op: "At få alle de administrative procedurer på plads, koordinere undervisning på tværs af fire institutter og få ansat nye medarbejdere, har været udfordrende." Forklarer Jens Ledet Jensen.
Dog virker det til, at der er blevet taget godt hånd om disse udfordringer. De to studerende på 6. semester, Laura Folmer og Laura Nilsson, roser begge underviserne og universitets modtagelse af dem ikke blot som nye studerende, men nye studerende på en helt ny uddannelse:
"Noget som har været helt toneangivende for kvaliteten af vores undervisning er, at vi bare har nogle suveræne undervisere."
– Laura Folmer.
Laura Nilsson er enig og fortsætter: "Det er virkelig det her med at bevidne passionen, og hvor sindssygt meget de går op i deres respektive felter. Det synes jeg har været så fascinerende at opleve her på Institut for Matematik og de andre steder, hvor vi har haft fag."
"Jeg tror også, at universitetet har været god til at være opmærksom på, at det er en ny uddannelse, og at der ikke er nogle tutorer, der har taget uddannelsen før, så de gjorde lidt ekstra. De gav os et kontor, som de nye årgange også har fået. Det fik vi fra start af, og det gjorde en kæmpe forskel, fordi vi brugte så meget tid der. Vi drak øl sammen om fredagen og lavede opgaver ved tavlerne - og det medvirkede til et både socialt og fagligt fællesskab"
– Laura Folmer
Et andet aspekt ved at være de første til at studere på en ny uddannelse har været, og er, muligheden for at give andre sit eget perspektiv på, hvad datavidenskab egentlig er for en størrelse, som Laura Folmer beskriver: "En af fordelene ved at studere på en ny uddannelse er, at folk er meget interesserede og reagerer med nysgerrighed. Det er fedt at svare datavidenskab, når folk spørger: 'hvad læser du'? Det er ikke ligesom nogle af de klassiske uddannelser, hvor folk allerede har et billede af, hvad det måske er. Vi får lov til at give vores helt eget perspektiv på, hvilken uddannelse det er, og hvilke erfaringer vi har gjort os."
Laura og Laura er begge i gang med deres afsluttende bachelorprojekter, som de færdiggør her til sommer som de første bachelorer inden for datavidenskab på Aarhus Universitet. Deres projekter handler om vidt forskellige ting, hvilket også afspejler uddannelsen og de mange muligheder inden for jobs og brancher, man efterfølgende kan komme ud i. Laura Folmer skriver i sit projekt om ruteplanlægning i hjemmeplejen, mens Laura Nilsson skriver om tracking af hyppige elementer i data strømme.