Paul Nelson ny lektor i Matematik
Institut for Matematik, Aarhus Universitet, byder Paul Nelson velkommen som ny lektor fra 1. august 2022
Paul Nelson arbejder med analytisk talteori og repræsentationsteori for automorfe former. Et vigtigt problem, som han har bidraget spektakulært til studiet af, er det såkaldte sub-konveksitetsproblem for L-funktioner. L-funktioner er meromorfe funktioner, der indkoder vigtig aritmetisk information, og sub-konveksitetsproblemet handler om at estimere deres værdier på den kritiske linje Re(s) = 1/2. Den stærkest mulige form for sub-konveksitet er kendt som Lindelöf-hypotesen, et ekstremt vanskeligt åbent problem, der ligger meget tæt på den berømte Riemann-hypotese – et af Clays Millenium-problemer. Paul Nelson har i høj grad forbedret vores viden om sub-konveksitet ved at bevise de første kendte sub-konveksitets-begrænsninger for en stor klasse af L-funktioner.
Paul Nelson er BA fra Princeton i 2006, hvorefter han tog sin ph.d.-grad på Caltech under vejledning af Dinakar Ramakrishnan i 2011. Efterfølgende flyttede han til École Polytechnique Fédérale de Lausanne i Schweiz, hvor han havde en treårig ansættelse som postdoc, efterfulgt af en ansættelse som adjunkt ved ETH Zürich. Umiddelbart inden starten af lektoratet i Aarhus, var han medlem af Institute for Advanced Study i Princeton.