Sira Gratz ny lektor i Matematik
Institut for Matematik, Aarhus Universitet, byder Sira Gratz velkommen som lektor fra 1. maj 2022.
Sira Gratz arbejder på klyngealgebraer, klyngekategorier og repræsentationsteori for algebraer. Hun har ydet adskillige betydelige bidrag til disse områder af matematikken. I repræsentationsteori har hun konstrueret et antal nye kombinatoriske modeller. Sådanne modeller er et vigtigt tema i moderne repræsentationsteori, og ved anvendelse af disse redskaber har hun klassificeret torsionspar i klyngekategorier og bestemt gitteret af delkategorier i deriverede kategorier. Hun har også ydet banebrydende bidrag til homotopiinvarianter for singularitetskategorier.
Teorien for klyngealgebraer er et meget aktivt område af matematikken i det 21. århundrede, og Sira Gratz stod bag introduktionen af de første klyngealgebraer af uendelig rang. Derefter udforskede hun en række nye træk ved situationen med uendelig rang, ikke mindst transfinit mutation. Hun modtog en Villum Young Investigator Award i 2021 som vil sætte hende i stand til at opbygge sin egen forskningsgruppe om klyngealgebraer og deres invarianter.
Sira Gratz blev PhD fra Hannover Universitet i 2015 under vejledning af Thorsten Holm. Hun var postdoc ved Oxford Universitet og blev udnævnt til lecturer ved Glasgow Universitet i 2017. Hun blev forfremmet til Senior Lecturer i 2020.